Walk

Fordi man ikke lige har lyst til at løbe, så skal man da ikke udelukkes fra det sociale samvær. Sammen kommer vi i mål, og fra målstregen er der ikke langt til hyggen og de ristede pølser.

Hvordan foregår det i praksis?

For at stille op til Eniig-Walk / Eniig-Power-Walk skal man kunne samle et hold på fire personer. Der er ingen alders- eller kønsopdeling. De fire som udgør holdet går SAMLET, så her er der altså IKKE tale om noget stafetløb.

Der sidder en microchip i startnumrene, og når alle fire er i mål registreres holdets tid. Der er IKKE tale om nogen konkurrence, der bliver IKKE kåret en ”vinder”, og der er IKKE præmier til de hurtigste hold.

Startstedet

Starten finder sted fra selve Østre Søbad. Deltagerne sendes afsted i tre grupper henholdsvis kl. 18.00-18.10-18.20 (opdelt efter startnumre). Starttiden registreres dog først i det øjeblik I passerer startstregen. Således får hvert hold en nettotid registreret. Ønsker man at gå STÆRKT, så tilmelder man sig ”Eniig-Power-Walk”. I praksis betyder det blot, at man starter i første gruppe med start kl. 18.00, så der ikke er nogen til at gå i vejen. Kriteriet for at tilmelde sig ”Eniig-Power-Walk” er en forventet sluttid under 1:15 tim. Øvrige deltagere tilmelder sig ”Eniig-Walk”.

Ruten

Der er tale om en meget flot rute langs søer og gennem skove i en del af Danmarks smukkeste natur. Ruten går efter starten ved Østre Søbad ind i Kobskov, forbi Vejlbo Mose og videre gennem Arboretet ved Aqua. Herfra fortsættes langs Vejlsø over Myrhoved ind i Østerskoven ved Myrhus. I Sønderskoven går ruten langs Uglsø og følger herefter stort set Aunsø, der lokalt også er kendt som Brillerne, inden den slutter med, at man går gennem tunnelen til Østre Søbad. Herefter følges en lille sløjfe på godt 500 m. til HØJRE op langs Horsensvej og ind i skoven, således at den allersidste del af Eniig-Walk kommer til at følge ruten for Almindsø-stafetten. Dette betyder, at WALK-deltagerne går i mål samme sted som stafetløberne.

Ruten kan næsten kaldes for ”søruten” idet man undervejs passerer tæt forbi 6 meget forskellige søer.

Når målstregen passeres, registreres tiden automatisk, og holdet ledes gennem målslusen og ud på selve pladsen. Målslusen er 4 m. bred og ca. 50 m. lang, så der bør være plads til alle. Men hold godt til højre, da den samtidig udgør skifteslusen for løberne.

OBS!!!

Vi henleder opmærksomheden på, at ruten ikke er velegnet for kørestole, barne- og klapvogne.

For at ”kontrollere” fordelingen mellem løbere og gående, er der på walk’en fastsat et deltagermax. på 1.000. Dette max. ophæves 14 dage før sidste tilm. frist. Herefter gælder det FÆLLES deltagermax. på 3.100.